NYHEDSBREV - 8. maj 2014

Så er der igen Havhave-aktiviteter

NU - lørdag den 10. maj fra kl. 11.00 til ca. 15.00, ved Havhaveskuret og i Fiskerihavnens Maritime Foreningshus, Vestervej 17, Ebeltoft

Du binder dig ikke til et bestemt tidsrum, men kan komme og gå, når det passer dig.
Vi har brug for mange hænder – bare kom, hvis du kan afse et par timer.

Opgaverne indebærer også sejlture ud til Havhaven for udsætning af grej – hvis vejret tillader det. 
Vejrmeldingen ser rimelig ud. Skulle der alligevel komme en byge, rykker vi indendørs i Foreningshuset. Jens har planlagt at arbejde med følgende opgaver:

  • Stenbånd afkortes
  • De sidste blåser monteres
  • Stripper skæres af svenskerbåndene
  • Færdigt grej sejles ud i Havhaven og monteres på hovedlinerne

Der har været problemer med motoren på vores store foreningsbåd. Jens har aftalt med leverandøren, at vi får ombyttet motoren, så båden køres på værksted i morgen. På lørdag benytter vi derfor den mellemstore foreningsbåd, som Aage Hedegaard stiller til rådighed, samt Jens’ gummibåd. Den mellemstore båd ligger fremover ved Natomolen.

Vi kunne godt bruge to både mere på lørdag – har du en båd, og har du tid at deltage, bedes du venligst ringe og aftale nærmere med Jens på mobil 2465 6226.

Siden aktivitetsdagen i fredag i sidste uge har Jens med assistance fra Lisa og Aage fået skrueankrene på plads. Vores to nye hovedliner er nu forankret både med betonankre og skrueankre. Det gik flot, fortæller Jens og forsikrer, at ankrene er solidt forankret i havbunden.

Vand og øl kan købes fra køleskabet i Havhaveskuret for 10 kr. pr. stk. Vi har ikke på forhånd arrangeret noget at spise til frokost. Hvis du ikke tager en madpakke med er Flyvefiskens fiskefrikadeller altid gode til en kølig håndbajer.

Vi må se at få anskaffet en grill, så vi kan klare lidt madlavning på stedet. Hvis du tilfældigvis har en grill ”til overs” må du meget gerne tage den med på lørdag.

De bedste hilsner
Thorkild Hansen
For
mand